Mureren

Gemte skatte i affaldsbjergene

Byggeaffald: Murbrokker og betonklodser kan blive kilde til smukke, langtidsholdbare materialer - og til tæt og givende samarbejde mellem arkitekter og håndværkere

Cecilie Morsbøl (t.v.) og Thelma Slaatto viser eksempler på den såkaldte “skraldrazzo” frem.
Cecilie Morsbøl (t.v.) og Thelma Slaatto viser eksempler på den såkaldte “skraldrazzo” frem.

Da porten åbnede sig til Norreccos plads på Prøvestenen ud for Amager med bl.a. kasserede mur- og betonbrokker, var det for de to arkitektstuderende Thelma Slaatto og Cecilie Morsbøl som at træde ind i en helt anden verden - et landskab med bjerge lavet af byggeaffald.

Ti minutter på cykel fra det indre København skulle de starte som murstensrensere i firmaet Nordsten, som producerer genbrugsmursten.

Vi har jo ikke sluppet mursten efter det. Vi er jo blevet helt betaget af mursten.

Thelma Slaatto, arkitektstuderende

De var i forvejen nysgerrige på, hvordan byggeaffald evt. kunne bruges som ressource. Men timerne med at rense mursten midt mellem kæmpebunkerne, bjergtog dem mere, end de havde regnet med.

- Vi havde fået lov at være ude på Norrecco, inden selve arbejdet med at rense mursten gik i gang. Vi var ret forelskede i at være derude. Vi snakkede om, at vi kunne rense mursten om dagen. Og når vi så havde fri, kunne vi eksperimentere med byggeaffaldet, fortæller Cecilie Morsbøl. Det gav dem bl.a. en idé til at skære beton i klodser, man kan bygge med igen.

- Da vi så begyndte at stå med mursten i hænderne, gik alle de positive sider ved at genbruge et materiale op for os. Mursten bliver på mange måder næsten smukkere, efter at den har være brugt. Den har nogle helt andre spor af patina. Vi fik lyst til at udforske flere brugte byggematerialer. Og vi har jo ikke sluppet mursten efter det. Vi er jo blevet helt betaget af mursten, bemærker Thelma Slaatto.

De to arkitektstuderende vil meget gerne fortsætte med at eksperimentere med genbrugte materialer.
De to arkitektstuderende vil meget gerne fortsætte med at eksperimentere med genbrugte materialer.

Autodidakte murere

Fra de som de måske første ansatte startede med at rense sten helt og aldeles håndholdt som led i en testfase hos Nordsten, har de haft et tæt samarbejde med Nordstens ejer, murer Max Kejser Mortensen.

I Nordsten har de opfundet begrebet “skraldrazzo”, som betegner et smukt byggemateriale lavet ud af brokker. Thelma Slaatto og Cecilie Morsbøl tog skraldrazzoen til sig og eksperimenterede videre med den. Hele vejen igennem insisterede de på selv at samle, lime og pudse brokkerne. Men med vedvarende råd, tips og tricks fra Max Kejser Mortensen.

- Vi har egentlig bare ret simpelt haft en interesse og et behov for at komme mere i kontakt med materialerne og processerne. Vi har taget al den viden, vi kunne få ud af Max og suget det til os, fordi det er interessant for os at forstå murerfaget. Det har været fedt nærmest at blive sådan lidt autodidakte murere undervejs, fortæller Cecilie Morsbøl.

Flydende grænser

At genbruge byggeaffald til noget nyt stiller helt nye krav til arkitekter om at kende materialerne og håndværkene bedre.

- Det kræver en meget tættere relation til håndværket. Meget mere dialog om at finde materialer, ændre på tegninger, lære af håndværkerne, hvordan de tænker, at man kan udnytte materialerne bedst osv. Så jeg tror, skillelinjen mellem arkitekter, håndværkere og nedrivere bliver meget mere flydende eller ligestillet på en anden måde, end vi har været vant til, vurderer Cecilie Morsbøl.

Skraldrazzo

Skraldrazzoen fra Nordsten er i dag et produkt, som bliver anvendt i byggerier rundt omkring, eksempelvis som fliser på badeværelser, oplyser Max Kejser Mortensen. Det er ikke så forskelligt fra terrazzo, som også er lavet af brokker.

For Thelma Slaatto og Cecilie Morsbøl er skraldrazzoen blevet en af de anvendelsesmuligheder for byggeaffald, som de har syntes, det var spændende at dykke ned i.

- Der er på en måde noget lidt poetisk i, at man tager nogle fragmenter, som er affald, og som bare skal videre til nedknusning. Og så indstøber man det i noget, som skal blive ved med at eksistere i lang tid. Som man polerer og gør eksklusivt, fortæller Thelma Slaatto.

Og man tænker på kirker med flotte terrazzogulve. Det er en stor kontrast til, at skraldrazzoen er indstøbt affald.

Skraldrazzoen er lavet af brokker og minder derfor meget om terrazzo.
Skraldrazzoen er lavet af brokker og minder derfor meget om terrazzo.

Blive ved med at eksperimentere

De to arkitektstuderende er ikke drevet af, at deres eksperimenter med skraldrazzo skal ende med at blive solgt som gulve.

Ikke desto mindre har de åbnet egen tegnestue. Men det handler måske mest af alt om at finde en rigtig balance, siger de:

- Vi har jo en hverdag lige nu, hvor vi er meget 50-50. Enten er vi foran computeren, eller er ude selv at bygge med materialerne i hænderne. Og det er vi begge to rigtig, rigtig glade for. Og det giver en rigtig, rigtig god balance, og det tror jeg gerne, vi vil fortsætte med så lang tid som muligt. For det er så fedt at være ude og bygge selv. Vi håber at få lov til stadigvæk at eksperimentere og få nye ideer til, hvordan man potentielt kan bruge de her genbrugte materialer, om det er mursten, eller om det er beton, eller om det er noget helt tredje, siger Cecilie Morsbøl.

Terrazzo/skraldrazzo - hvad er det for noget?