Timelønnen i murerfaget ser ud til at stå bomstille.
Godt nok stiger minimallønnen støt. Der kommer også sådan noget som fritvalgskroner til.
Men det samlede billede af den faktiske timeløn er stillestående. Alt imens akkordlønnen galopperer derudaf.
Løngabet mellem akkord og timeløn er blevet alt for stort. Det skal vi prøve at ændre på.
Vejen til en bedre timeløn er at stå sammen, gå til mester og sige, at vi skal have 250 og ikke 220 kr. i timen
Den bedste vej frem er at skabe et langt bedre sammenhold ude i virksomhederne. For det er ved at stå sammen, at murersvende kan stille nogle krav, som en mester har svært ved at sige nej til.
Forbedre timelønnedes vilkår
Sådan kan man kort sammenfatte, hvad der skal ske i de næste to års indsats for at forbedre timelønnedes vilkår, hvis man spørger den ene af landsklubbens to nye såkaldte “organisatorer”:
Christian Dines, 40 år gammel, udlært murer i 2023, så ret ny i faget, men med et frisk blik på faget udefra. Christian Dines har været i restaurationsbranchen, på lager og har været selvstændig i en kort periode.
På besøg
Lønnen er meget vigtig, men Christian Dines vil sammen med en kommende makker gøre en indsats for at løfte arbejdsvilkårene for timelønnede murersvende på flere områder end bare løn.
Helt konkret vil de besøge virksomheder over hele landet for at tale med timelønnede murersvende. Det er helt specifikt de timelønsansatte, der er fokus på, fordi netop timelønnede særligt trænger til at få opjusteret løn- og arbejdsvilkårene.
- Jeg synes jo, vi skal ud at tale med vores kolleger om, hvorfor timelønnen står stille. Og vejen til en bedre timeløn er at stå sammen, gå til mester og sige, at vi skal have 250 og ikke 220 kr. i timen, siger Christan Dines.
To mand på to år er, hvad landsklubben har afsat midler til. Det når man selvfølgelig ikke i mål med, understreger Christian Dines.
Men man kan plante nogle frø, som kan få flere murersvende til at få øjnene op for, at med sammenhold når man længst. For det er den helt enkle sandhed.
Springbræt til lønstigning
Christian Dines skitserer den lige vej til lønstigning:
- Først går man ind i en fagforening. Så står man sammen om at vælge en tillidsrepræsentant. Han er beskyttet, og kan ikke fyres, forklarer han.
Tillidsrepræsentanten kan så på vegne af alle murerne i firmaet tage lønsnakken med mester.
Når folk skal have en samtale med mester uden en tillidsrepræsentant, så er problemet, at det er for nemt for mester at tromle dem enkeltvis. Det holder timelønnen nede, og så kan mester tjene noget mere. Det er langt sværere at sige til ti timelønnede, at de ikke kan få mere. For arbejdet følger i sidste ende murerne.
- Hvis mester ikke har murere, kan han heller ikke byde på noget arbejde, erklærer Christian Dines.

